I "Introduktion til pædagogisk teori og praksis" nævnes Jean-Jacques Rousseau som den første pædagogiske tænker. Han blev født i Geneve i 1712. Han levede altså i oplysningstiden og han beskrev sine tanker om opdragelse, pædagogik i bogen "Émile, ou De l’éducation" fra 1762. Meget kort fortalt går hans tanker ud på at naturen får det bedste frem i børn og at civilisationen ødelægger dem. Derfor skal børn ideelt vokse op i en slags naturtilstand og gøre deres egne erfaringer.
Hans egne fem børn med Thérèse Levasseur kom alle på børnehjem.
"We should not teach children the sciences; but give them a taste for them."
"To endure is the first thing that a child ought to learn, and that which he will have the most need to know. "
"We are born weak, we need strength; helpless, we need aid; foolish, we need reason. All that we lack at birth, all that we need when we come to man's estate, is the gift of education."
"The training of children is a profession, where we must know how to waste time in order to save it."
"Although modesty is natural to man, it is not natural to children. Modesty only begins with the knowledge of evil."
"Childhood is the sleep of reason."
Nu har jeg jo ikke læst Emile endnu så jeg ved ikke meget om Rousseau, men mine første tanker er at han, som voksen gør en dyd ud af at fralægge sig ansvaret. På den anden side er jeg romantiker nok til langt hen af vejen at tro på at naturen bidrager mere til et godt børneliv end civilisationen.
Dele af Émile kan læses her i engelsk oversættelse.
